1

I livets løb pådrager vi os uundgåeligt nogle forpligtelser. Faktisk fødes man med visse forpligtelser, og som tiden går, bliver de stadig flere. Det er ingen ny eller usædvanlig idé, at man står i gæld til sine forældre, efter de har bragt en til verden og sørget for ens opvækst. Det tjener til forældres ære, at de ikke presser mere på med det, end de gør. Men det er ikke desto mindre en forpligtelse: selv barnet føler det. Og livet igennem får man flere forpligtelser – over for andre mennesker, venner, samfundet, ja, selv over for verden.

Man gør en anden en kæmpe bjørnetjeneste, hvis man ikke tillader vedkommende at indfri eller opfylde sine forpligtelser. En ikke så ringe del af ”barndommens oprør” skyldes, at andre ikke accepterer de eneste ”mønter,” som et spædbarn, et barn eller en ung person har til at tilbagebetale ”byrden af sine forpligtelser”: Spædbarnets smil, barnets klodsede forsøg på at hjælpe, den unges eventuelle råd eller måske bare bestræbelsen på at være en god søn eller datter, disse bliver tit ikke bemærket eller accepteret; de kan være malplacerede og ofte uigennemtænkte; og de blegner således hurtigt. Hvis det ikke lykkes for barnet at indfri sin enorme gæld med disse bestræbelser, kan det i stedet medføre en række mekanismer eller bortforklaringer: ”Man skylder i virkeligheden ikke noget,” ”de har bare givet mig, hvad jeg har krav på,” ”jeg har ikke bedt om at blive født,” ”mine forældre eller plejeforældre dur ikke” og ”livet er alligevel ikke værd at leve” for at nævne nogle stykker. Og alligevel bliver forpligtelserne ved med at hobe sig op.

”Byrden af ens forpligtelser” kan blive knusende, hvis man ikke ser nogen måde at indfri dem på. Den kan medføre alle mulige problemer, såvel personlige som sociale. Hvis disse forpligtelser ikke kan opfyldes, bliver dem, man står i gæld til, ofte uforvarende gjort til skydeskive for de mest uventede reaktioner.

Man kan hjælpe en person, der befinder sig i det dilemma at have uindfriede forpligtelser og gæld, ved sammen med ham eller hende simpelthen at gennemgå alle de forpligtelser, vedkommende har pådraget sig og ikke har opfyldt – moralske, sociale og økonomiske – og udarbejde en måde, hvorpå han kan tilbagebetale alle de ”gældsposter,” som han stadig føler, han har.

Man bør acceptere et barns eller en voksens bestræbelser på at tilbagebetale ikke-økonomiske forpligtelser, som de føler, de har: Man bør hjælpe dem med at finde en tilfredsstillende løsning for begge parter, når det drejer sig om tilbagebetaling af pengegæld.

Fraråd andre at påtage sig flere forpligtelser, end det faktisk er muligt for ham eller hende at indfri eller tilbagebetale.

Vejen til lykke er
meget besværlig at rejse ad, når man
skal slæbe rundt på forpligtelser,
som andre har over for en, eller som man ikke selv
har indfriet.

1. 1. forpligtelse: den tilstand, det faktum eller den omstændighed at skylde en anden noget for en speciel hjælp eller tjeneste, man har modtaget; en pligt, kontrakt, et løfte eller ethvert andet socialt, moralsk eller juridisk krav, der binder en til at følge eller undgå en vis fremgangsmåde; følelsen af, at man skylder en anden noget.