Hvis man ikke respekterer retten til at eje ting, risikerer man selv at miste sine ting og sin ejendom.

En person, som af en eller anden grund ikke har kunnet skaffe sig ting på ærlig vis, kan lade som om, der alligevel ikke er nogen, der ejer noget. Men prøv ikke at stjæle hans sko!

En tyv fylder sine omgivelser med mysterier: Hvad skete der med dette, hvad skete der med hint? En tyv forvolder meget mere skade end værdien af det, han stjæler.

Når de, der stjæler, ser reklamer for ting, de gerne vil eje, men plages af deres manglende evne til at udrette noget, der er værdifuldt nok til, at de kan anskaffe sig ejendele, eller når de simpelthen drives af en pludselig indskydelse, så tror de, at de får noget værdifuldt til en billig pris. Men deri ligger problemet: prisen. Den faktiske pris, som tyven betaler, er skyhøj. Historiens største røvere måtte betale for deres bytte ved at tilbringe livet på usle skjulesteder og i fængsler. Der var kun få øjeblikke, hvor de kunne leve ”i sus og dus”. Man kan ikke stjæle nok til, at det opvejer en så forfærdelig skæbne.

Tyvekoster falder stærkt i værdi: De skal skjules og er altid en trussel mod selve friheden.

Selv i kommunistiske lande sendes tyve i fængsel.

At stjæle ting er i virkeligheden blot en indrømmelse af, at man ikke er dygtig nok til at skaffe sig dem på ærlig vis. Eller at man er en smule sindssyg. Spørg en tyv, hvilken af dem det er: Det er enten den ene eller den anden.

Man kan ikke rejse ad vejen til lykke med tyvekoster.