Velkommen til e-kurset i Vejen til lykke

Tolerance er et godt fundament at bygge forholdet mellem mennesker på. Når man kigger på, hvad religiøs intolerance har medført af blodbade og lidelser op gennem hele menneskets historie og helt ind i vor tid, kan man se, at intolerance i høj grad modvirker overlevelse.

Religiøs tolerance betyder ikke, at man ikke kan give udtryk for sin egen overbevisning. Det betyder, at forsøg på at undergrave eller angribe en andens religiøse tro og overbevisning altid har været den direkte vej ud i vanskeligheder.

Lige siden de gamle grækere har filosoffer diskuteret Guds, menneskets og universets natur. Meningerne bølger frem og tilbage blandt autoriteterne: Lige nu er det filosofierne ”mekanisme”1 og ”materialisme” 2 – der går helt tilbage til oldtidens Egypten og Grækenland – som er på mode: Disse filosofier prøver at gøre gældende, at alt består af materie. De overser den mulighed, at selvom de tilsyneladende kan forklare alt med evolutionslæren, udelukker de stadig ikke, at der også kan være andre faktorer på spil, som måske bare gør brug af sådan noget som evolution. De er i dag de ”officielle” filosofier, og der undervises endog i dem i skolerne. De har deres egne fanatiske tilhængere, som angriber andres overbevisning og religion: Resultatet kan blive intolerance og strid.

Når alle de bedste hoveder siden det 5. århundrede f.Kr. eller før aldrig har evnet at enes om emnet religion, for eller imod, er det en slagmark, som man gør klogt i at holde sig væk fra.

Ud af dette stridens hav har der fremkommet ét lysende princip: retten til at tro i henhold til ens eget valg.

”Tro” og ”overbevisning” følger ikke nødvendigvis logikkens love: Man kan ikke engang sige, at de er ulogiske. De kan være noget helt andet.

Ethvert råd, man kunne give en anden om dette emne, er sikrest, når det simpelthen hævder, at ethvert menneske har ret til at vælge sin egen tro. Man kan frit prøve på at få andre til at acceptere ens egen tro. Man udsætter sig selv for fare, hvis man angriber andres tro, og endnu værre hvis man angriber og forsøger at skade andre på grund af deres religiøse overbevisning.

Mennesket har siden artens begyndelse hentet stor trøst og glæde i sine religioner. Selv nutidens ”mekanister” og ”materialister” lyder en del som tidligere tiders præster, når de udbreder deres dogmer.

Mennesker uden tro er en temmelig ynkværdig flok. Man kan endda give dem noget at tro på. Men når et menneske har en religiøs overbevisning, bør man respektere den.

Vejen til lykke kan
blive fuld af strid, hvis man
ikke respekterer andres religiøse
overbevisning.

1. 1. ”mekanisme”: den anskuelse, at alt liv kun består af materie (stof) i bevægelse og fuldt og helt kan forklares ud fra fysiske love. Den anskuelse blev fremsat af Leukippos og Demokrit (460 f.Kr. til 370 f.Kr.), som kan have fået den fra egyptisk mytologi. De, der gik ind for filosofien, mente, at de måtte se bort fra religion, fordi de ikke kunne omforme det til noget rent matematisk. De blev angrebet af religiøse interesser og angreb til gengæld selv religion. Robert Boyle (1627-1691), som udviklede Boyles lov i fysikken, afviste den ved at rejse spørgsmålet om, hvorvidt naturen kunne tænkes at have mønstre såsom materie i bevægelse.
2. 2. materialisme: en hvilken som helst af en gruppe metafysiske teorier, der betragter universet som bestående af hårde genstande såsom sten, store eller meget små. Teorierne forsøger at bortforklare sådanne ting som sindet ved at sige, at disse ting kan reduceres til fysiske ting eller deres bevægelser.
   Materialisme er en meget gammel idé.
   Der findes andre idéer.